Selskab bag Randers FC præsenterer rødt millionregnskab

11,6 millioner kroner i underskud i regnskabsåret 2017/18 er status for selskabet bag Randers FC

Randers FC's træner, Thomas Thomasberg, i Superliga-kampen mellem Randers FC og Sønderjyske. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

En sportsligt skuffende sæson i Superligaen, udskiftninger på træner- og ledelsesposter samt en nedgang i sponsorindtægter kan sætte sine spor. 

Det må folkene bag fodboldklubben Randers FC sande, efter at selskabet Randers FC Holding A/S, som blandt andet ejer fodboldselskabet Randers FC A/S, torsdag præsenterede sit regnskab for regnskabsåret 2017/18. 

Læs også Randers FC henter tysk back efter lynvisit i Brøndby

Det var fyldt med røde tal, der stak i øjnene og lød på et underskud efter skat på 11,6 millioner kroner. 

Svend Lynge Jørgensen er formand for selskabet, og han er langt fra begejstret for resultatet. 

Det er klart utilfredsstillende at måtte konstatere et underskud i den størrelsesorden. Vi har derfor igangsat en række initiativer, der gør, at noget sådant ikke gentager sig.

Svend Lynge Jørgensen, formand, Randers FC A/S

- Dårlige sportslige resultater med deraf følgende færre tv-penge. Dobbeltløn til direktører og trænere og afskrivninger på spillere, som vi skilte os af med af den ene eller anden grund, fører uundgåeligt til dårlige økonomiske resultater. 

- Selv om vi er meget taknemmelige for den store sponsoropbakning, vi stadig nyder, så må vi for første gang i mange år konstatere, at der er et ikke uvæsentligt fald i sponsorindtægterne. Kampdagsindtægterne har også været skuffende.

Kevin Conboy i Superliga-kampen mellem Randers FC og Sønderjyske. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Tallene er utilfredsstillende

- Det er klart utilfredsstillende at måtte konstatere et underskud i den størrelsesorden. Vi har derfor igangsat en række initiativer, der gør, at noget sådant ikke gentager sig. Vi undgår formentlig ikke underskud i det igangværende regnskabsår, men det kommer ikke i nærheden af det, vi lige har rapporteret, siger Svend Lynge Jørgensen i meddelelsen.

Nettoomsætningen i 2017/18 var på knap 63,4 millioner kroner, mens egenkapitalen i Randers FC Holding A/S er på 31 millioner kroner. 

Randers FC fyrede i januar i år hollandske Ricardo Moniz som cheftræner. Han nåede at stå i spidsen for holdet i tre en halv måned.

Herefter var Rasmus Bertelsen midlertidig træner, indtil klubben hentede Thomas Thomasberg til jobbet i Hobro IK i maj.