Se pressemeddelelse fra TV 2 OJ

Læs her hele pressemeddelelsen fra TV 2 | ØSTJYLLAND's pressemeddelelse om Højesterets afgørelse

Højesteret giver TV 2 | ØSTJYLLAND medhold:

bånd fra tv-optagelser skal IKKE udleveres til Politiet i Aarhus

Højesteret har nu afgjort, at TV 2 | ØSTJYLLAND ikke skal udlevere båndene med TV-optagelser fra en bandekonflikt i foråret 2014 i Gellerupparken til politiet. Højesteret begrunder afgørelsen med hensynet til kildebeskyttelsen og tv-optagelsernes store samfundsmæssige betydning.

Se: Sejr i Højesteret

Den 8. maj 2014 fortalte talsmanden for en bevæbnet gruppe på op mod 50 personer Til TV 2 | ØSTJYLLAND, at gruppen ville hævne en skudepisode med automatvåben. Der var blevet skudt ind i et værelse, hvor to børn lå og sov. Angiveligt tog gerningsmændene fejl og skød ind i den forkerte lejlighed. Skuddene var tiltænkt en bandeleder i Gellerup. "Det er bare lidt internt. Nogle små problemer som vi nok skal løse, når vi har likvideret dem alle sammen, " sagde talsmanden i indslaget på TV 2 | ØSTJYLLAND.

Billederne og interviewet fra gik efterfølgende landet rundt. Østjyllands Politi bad om at få udleveret tv-optagelserne i rå og uredigeret form, men TV 2 | ØSTJYLLAND sagde nej.

Byretten i Aarhus gav tv-stationen ret, men Vestre Landsret underkendte afgørelsen. TV 2 | ØSTJYLLANDs advokat Poul Meldgaard, Aarhus, bad derefter procesbevillingsnævnet om adgang til at føre sagen i Højesteret og fik tilladelsen. Nu har Højesteret truffet den endelige afgørelse: stadfæstet byrettens kendelse.

I præmisserne skriver Højesterets fem dommere:

"Højesteret finder imidlertid, uanset karakteren og grovheden af denne resterende del af sagen, at hensynet til opklaringen af disse forhold ikke klart overstiger hensynet til kildebeskyttelsen. Højesteret lægger ved denne afvejning navnlig vægt på, at tv-optagelserne er af stor samfundsmæssig interesse og betydning; optagelserne giver offentligheden et indblik i lukkede, kriminelle bandemiljøer, som det antageligt ikke ville være muligt at få uden kildebeskyttelse."

Højesteret konkluderer, at betingelserne for at pålægge TV 2 | ØSTJYLLAND at udlevere råbåndene ikke er opfyldt og stadfæster derfor byrettens kendelse.

TV 2 | ØSTJYLLANDs direktør, Peter Kramer, siger om Højesterets afgørelse:

"Det er en afgørende sejr for muligheden for at lave vigtig, dybtgående og kritisk journalistik af stor samfundsmæssig interesse. Jeg er glad, fordi afgørelsen samtidig bekræfter TV 2 | ØSTJYLLANDs uafhængighed, vores overordnede hensyn til kildere og til syvende og sidst pressens frihed."

I TV 2 | ØSTJYLLANDs netop udsendte public service-redegørelse skriver Peter Kramer om sagen. Her står bl.a.:

- Vi udleverer ikke råbånd, fordi det er internt arbejdsmateriale, der alene vedrører forholdet mellem os og vores kilder/interviewpersoner. Vi bringer det videre i fjernsynet eller på nettet, som vi vurderer, er relevant for offentligheden og som er i overensstemmelse med de aftaler, vi har indgået med de pågældende. Dette "kontrakt"-forhold er ukrænkeligt og står fast uanset hvilke instanser, der gør krav på materialet. Alle beslutninger vedrørende vores materiale træffes her i huset af os.

- Det handler det om vores troværdighed. Det har intet at gøre med manglende respekt for politiets arbejde. Snarere tværtimod. Alle i offentligheden skal kunne regne med, at de taler med os, når de taler med medarbejdere fra TV 2 | ØSTJYLLAND og ikke indirekte med politiet. Kun på den måde er rollefordelingen klar og tydelig. For alle parter.

I denne samme sag er Peter Kramer sigtet for overtrædelse af straffelovens § 125. Denne bestemmelse fastsætter straf på fængsel i indtil 2 år for den, der "tilintetgør, forvansker eller bortskaffer" bevismateriale. Politiet i Aarhus har ikke endnu meddelt, om sigtelsen vil blive frafaldet.