Schilling bliver i Aarhus

Den hurtige fløj Fredrik Schilling Sørensen forsætter i Århus Håndbold efter sommerferien

Foto: Ole Nielsen

Århus Håndbold har netop forlænget med fløjspilleren Fredrik Schilling Sørensen.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg er glad for at være i Århus Håndbold, siger han.

Schilling kom til Aarhus sidste år fra Bjerringbro-Silkeborg, hvor han havde spillet hele sin karriere på nær et enkelt år som ungdomsspiller indtil skiftet til Århus.

I Århus Håndbold har han kæmpet med Mikkel Saad om spilletid på fløjspladsen, og det har ifølge klubben skærpet Schillings spil.

Til næste sæson må holdet sige farvel til nogle af de erfarne spillere, når Mads Lind og Jan Nielsen stopper, og fløjspilleren er klar til mere ansvar.

- Når de stopper til sommer, stiger jeg betragteligt i graderne og er tæt på titlen som alderspræsident. Det er et stort ansvar, og en vigtig opgave, men den er jeg selvfølgelig parat til at tage på min kappe, siger den 25-årige Schilling.