Savner Jehovas Vidner
Hotellerne i Silkeborg kan mærke på bundlinjen, at Jehovas Vidner ikke holdt landsstævne i byen i år.
Hotellerne i Silkeborg har færre overnatninger end sidste år.
Det skyldes blandt andet, at omkring 15.000 Jehovas Vidner ikke som tidligere valgte byen som samlingssted for deres landsstævne.
Det fandt sted i Århus i år, og det kan nu mærkes i Silkeborg.
- - I år har det været en udfordring, at komme op i nærheden af samme belægningsgrad som sidste år, hvor vi havde Jehovas Vidner i byen. Det er klart, at når der pludselig mangler 15.000 gæster, hvoraf mange vælger overnatning på hotel, så kan det mærkes, siger hoteldirektør Egon Klitgaard fra Radisson SAS Hotel til Midtjyllands Avis.
Silkeborgs hoteller vil nu øge markedsføringsindsatsen, og så håber man, at sæsonen i sidste ende vil se fornuftig ud.