Satte ild til sin egen lejlighed

Blev anholdt, mens flammerne rasede

Foto: Flickr

En 51-årig aarhusiansk mand er blevet varetægtsfængslet efter en brand i en lejlighed i det nordlige Aarhus.

Ifølge Østjyllands Politi er manden sigtet for at sætte ild til sin egen lejlighed på Skovvangsvej.

Branden brød ud fredag eftermiddag, hvor den bredte sig fra lejlighedens soveværelse.

Mens brandfolkene var i færd med at slukke ilden, ankom den 51-årige til sin lejlighed. Han blev derefter anholdt af politiet og sigtet for brandstiftelse.

Den 51-årige formodede brandstifter blev fremstillet i grundlovsforhør sent lørdag formiddag. Her valgte dommeren at varetægtsfængsle ham i foreløbig 14 dage.

I forbindelse med branden skete der ifølge politiet omfattende skader på mandens lejlighed. Ingen personer kom til skade.