Satte ild på hus mens datter sov
Far tændte ild i stuen mens 13-årig pige sov ovenpå
En psykisk forstyrret 49-årig mand ventes i dag fremstillet i grundlovsforhør efter at han natten til i dag tændte ild i stuen på sit hus i Skanderborg, mens hans 13-årige datter lå og sov på etagen ovenover.
Det skriver Midtjyllands Avis.
Mandens 41-årige hustru løb over til naboen og slog alarm. Da brandvæsenet og politiet ankom stod manden i den røgfyldte stue stue og nægtede at forlade den.
Han havde sat ild til nogle aviser på gulvet og ilden havde bredt sig til en skumgummimadras og udviklede kraftig røg, skriver avisens netudgave mja.dk.
Brandfolkene fik reddet pigen ud og hun og moderen blev kørt til Regionshospitalet i Randers og undersøgt for røgforgiftning. Begge er uskadte.
Manden blev indlagt på psykiatrisk hospital og ventes i dag fremstillet i grundlovsforhør.