Sara Slott på hjemmebane

Der er topatletik på NRGi Park i maj

Hækkeløberen Sara Slott Petersen stiller op, når der den 23. maj er Aarhus Nordic Challenge på NRGi Park i Aarhus.

Det er Aarhus 1900, der præsenterer løbet.

Sara Slott Petersens træner Mikkel Larsen glæder sig til at løbe konkurrence på hjemmebane. Sara Slott stiller op i 400 meter hæk.

- Efter sidste års comeback efter barsel har vi store forhåbninger til 2015. Første mål på vejen er VM- og OL- kravet på 56,20 sek., og hvad kunne være bedre end at klare begge disse krav i første hug - og på hjemmeban, siger han i en pressemeddelelse.

- Det er altid svært at vide, hvordan det lige passer i sæsondebuten. Men vi er fortrøstningsfulde, og Sara brænder for at vise sig frem på hjemmebanen i Aarhus, hvor hun reelt ikke har løbet særligt ofte, siger han videre.

Sara Slott er ikke den eneste udøver, der stiller op, som drømmer om VM i Beijing. Også hækkeløberen Andreas Martinsen, højdespringeren Janick Klausen og løberen Andreas Bueno stiller op i Aarhus.