Sang skaber integration i Randers

I løbet af efteråret har børn i Jenumparkens fritidshjem sunget løs. Og det har givet fællesskab.

Over hele landet er gamle danske sange blevet sunget igen og igen i anledningen af sangens år. Også Jenumparkens fritidshjem har haft fokus på sangens år, og her har personale og børn fået en uventet sidegevinst.

- Vi har indtil videre haft fire arrangementer, og det har været fantastisk. Børnene går op i det, og forældrene synes også, at det er sjovt, fortæller leder af Jenumparkens fritidshjem, Birgitte Kaas Sørensen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Jenumparken er et socialt belastet område i Randers, hvor cirka 65 procent af beboerne har anden etnisk baggrund end dansk.

Onsdag afholder fritidshjemmet endnu en sangaften, og her er alle fra Jenumparken inviteret.

<b>TV 2 | ØSTJYLLAND tager med til forberedelserne og bringer klokken 19.30 et indslag om, hvordan den danske sangskat bringer folk sammen i Randers.</b>