Sælunge er døbt

Se, hvad den lille unge i Kattegatcentret hedder

Foto: Gitte Arildskov

Den 5. august i år kom en lille sælunge til verden i Kattegatcentret i Grenaa. Ungen blev født i de tidligere morgentimer i centrets sælanlæg.

Dengang kendte man ikke dens køn eller var klar med et passende navn, men det er man nu.

Efter en konkurrence på Facebook har sælungen fået navnet Nor. Som navnet antyder er ungen nemlig en han.

Navnet Nor er langt fra tilfældigt. Nor betyder et lille vandområde og er også navnet på en gud i den nordiske mytologi:

- Njord blev knyttet til havet, og fiskerne bad til ham for at få fisk i deres net. Og da sæler er knyttet til vand/havet og er dygtige fiskejægere, kan navnet næsten ikke blive mere relevant, siger Karsten Bjerrum Nielsen, som er afdelingsleder for udstilling og formidling i Kattegatcentret.

Nor er en spættet sæl og bor sammen med sin mor Liv. Han blev født præcis et år efter, at hans storebror Malik kom til verden. Malik bor dog ikke længere i Kattegatcentret, men har fået et nyt hjem i Odense Zoo.

Det var en pige fra Grenaa, som fik idéen til sælungens nye navn. Hun har nu blandt andet vundet et prøvedyk i Kattegatcentrets 1,5 millioner liter store Oceanarium.

Nedenfor kan du se to videoer af den lille sæl, da den lige var blevet født: