Så tager vi cyklerne frem...
Østjyderne kører meget mere på cykel
Østjyderne har fået øjnene op for cykling som motionsform. Det ser man hos DGI Østjylland, hvor man gået fra at have godt 400 medlemmer i 2008 til sidste år at have over 1100 cyklende medlemmer fordelt på 16 klubber. Dertil komme de mange østjyder, der er med i andre klubber og cykler uden klubtrøje, oplyser DR P4 Østjylland.
- Det er en let og tilgængelig motionsform. Og mange har et stillesiddende job, og så er cykling fleksibelt og let at starte på, og så komme man ud i naturen og får sig rørt, siger idrætskoordinator Lene Jørgensen fra DGI Østjylland.
De nye medlemmer er ikke børn, der har fået øjnene op for cyklen efter at have set Contador eller Andy Schleck i Tour de France.
- Der er mange familiefædre fra 40 og opefter, siger Lene Jørgensen.
I følge hende er også kvinder og folk med tidligere idrætsskader blandt de nye medlemmer.
Hos Silkeborg Cykel Rings motionsafdeling har man også mærket interessen for cykelsporten.
- Medlemstallet er nærmest eksploderet. På tre år er vi gået fra at være 100 medlemmer til i dag 250 medlemmer, siger formand Søren Lerche.
Han tilskriver succesen, at klubben tilbyder nye medlemmer at komme med i en cykelskole, hvor de langsomt vænner sig til lange ture og det at køre i en gruppe.