Så starter retssagen om millionkup
Byretten i Århus tager tirsdag hul på den spetakulære sag om tyveriet af 26,7 millioner kroner fra Danske Banks fordelingscentral i Brabrand.
Fem personer skal tirsdag for retten i en af de mest opsigtsvækkende sager om tyveri i Østjylland nogensinde. Uden brug af våben skulle de ifølge politiet have fået fingrene i 26,7 millioner kroner, da de i en bil kørte gennem et stålhegn hos Danske Banks fordelingscentral på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Det skete om morgenen den 27. december 2007.
Siden fulgte massiv politiefterforskning. Blandt andet var fire af de fem sigtede i Thailand, hvor de angiveligt smed om sig med penge. Senere blev de taget i Prag og udleveret til Danmark.
Retssagen ventes at tage ti dage.
De mange penge er aldrig blevet fundet, og Danske Bank har stadig en dusør stående på 500.000 kroner for oplysninger, der kan bringe dem for dagen.