Så dyrt er det at køre ulovligt
Få et overblik over, hvad det koster at køre over for rødt lys eller køre mod færdselsretningen på cykel
Hvis en cyklist krydser et fortov og fortsætter over for rødt lys i den forkerte vejbane, så kan der vanke en bøde på 2.700 kroner.
Det viser de nyeste bødetakster fra Rigspolitiet.
Et af de steder i Østjylland, hvor der hvert år bliver udskrevet bøder til cyklister er i Aarhus. Her er det særligt målgruppen fra 14 år og opefter, som ofte udgør en trussel i trafikken, viser politiets erfaringer.
Ifølge Mikael Larsen, der er leder af Operativ Færdsel hos Østjyllands Politi, skyldes de mange færdselsforseelser ofte en dårlig cykelkultur:
- Der er mange cyklister, der tror, de er hævet over færdselsloven, hvilket absolut ikke er tilfældet, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han fortsætter:
- Der er samme mønster alle steder, men jeg har hørt folk sige, at Aarhus er et af de værre steder,
Du kan se et tv-interview med Mikael Larsen fra Østjyllands Politi, hvor han fortæller om problemet med dårlig cykeladfærd.
Her er et overblik over nogle af bødetaksterne for cyklister:
- Kørsel frem mod rødt lyssignal: 1.000 kroner
- Færdselstavle eller pile ikke respekteret: 700 kroner
- Kørsel mod kørselsretning: 1.000 kroner
- Cykling i fodgængerfelt: 700 kroner
- Undladt at benytte cykelsti: 700 kroner
- Benyttet cykelsti i venstre side: 700 kroner
- Undladt at holde så langt til højre som muligt: 700 kroner
- Ubetinget vigepligt: 1.000 kroner
- Manglende tegngivning: 700 kroner
- Kørsel på fortov/gangsti: 700 kroner
- Benyttet håndholdt mobiltelefon under kørsel: 1.000 kroner
Kilde: Rigspolitiet.