S og SF: Hjort er i total bropanik

Er ude i skræmmekampagne om bro over Kattegat, siger S og SF

Mens både ministre og centrale ordførere i Venstre bakker op om S og SF's ønske om at sætte turbo på en ny forbindelse over Kattegat, så angriber finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) de to oppositionspartier for at slå et kæmpe hul i statskassen trods løfter om det modsatte.

- Claus Hjort er i total bropanik. Det er en fuldstændig misvisende fremstilling, han giver af vores udmelding, siger næstformand hos Socialdemokraterne Nicolai Wammen (S), der indtil valget var borgmester i Aarhus.

Han understreger, at S og SF alene vil have færdiggjort analysearbejdet, der skal ligge til grund for en beslutning om en Kattegatforbindelse, der vil kunne bringe danskerne langt hurtigere fra København til Aarhus.

- Det vil sige, at vi har ikke på nuværende tidspunkt truffet beslutning om, at der skal bygges en Kattegatforbindelse, siger Nicolai Wammen.

Skyder helt forbi
Derfor skyder Claus Hjort Frederiksen helt forbi, når han beskylder S og SF for at bruge 100 milliarder kroner på forbindelsen uden at have finansiering for det.

- Det vil samtidig være sådan, at en Kattegatforbindelse skal være brugerbetalt i lighed med andre store broprojekter i Danmark.

Så det vil blive lastbiler, personbiler og togpassagerer, der vil betale for forbindelsen. Og det kan lade sig gøre til en pris, der svarer til at tage Molslinjen, siger Nicolai Wammen.

S og SF er samtidig åbne for, at pensionskasser eller andre kan bidrage til at bygge broen.

Nicolai Wammen peger desuden på, at transportminister Hans Christian Schmidt (V) og klimaminister Lykke Friis (V) også har talt for, at Folketinget skal have et beslutningsgrundlag før 2013, som regeringen lægger op til.

Støtter forslaget
Mandag støttede undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V), der stiller op i Østjylland, også forslaget.

Jonas Dahl (SF) mener, Claus Hjort Frederiksen er ude med en skræmmekampagne.

- Finansministeren skyder vores forslag ned, mens undervisningsministeren bakker det op. Det virker som om, panikstemningen i den borgerlige lejr har nået nye højder, og koordineringen er tilsyneladende helt holdt op i den blå lejr, siger Jonas Dahl.