S kræver undersøgelse i svigt-sag
S i Århus vil nu have en uvildig undersøgelse af, om det er rigtigt, at svigt i den såkaldte Mads-sag ikke skal have tjenstlige konsekvenser.
Socialdemokraterne ikke føler sig sikre på Socialforvaltningens konklusion om, at der ikke kan placeres et ledelsesansvar. Derfor ønsker S nu en ekstern og uvildig undersøgelse af sagen.
Intet mindre end tre rapporter om omsorgssvigt i Århus Kommune så onsdag dagens lys. To omhandlende sagen om Mads, beskrevet i TV2-dokumentaren "Er du mors lille dreng? –10 år senere", og en rapport, som var en kulegravning af anbringelsesområdet i Århus Kommune.
Rapporterne slår fast, at der blev begået fejl i sagen om Mads, og at der også er sket fejl i andre sager.
TV 2 | ØSTJYLLAND kunne så i går fortælle, at socialrådmand Gert Bjerregaard (V) tog kritikken i rapporterne til sig, men at fejlene ikke vil få konsekvenser for de medarbejdere i forvaltningen, der har arbejdet med sagen. Der er nemlig ifølge rådmanden ikke tale om pligtforsømmelser eller tjenestesvigt, der begrunder en tjenstlig sanktion.
Den konklusion deler Socialdemokraterne i byrådet ikke.
- Vi vil anbefale rådmanden at få lavet en ekstern undersøgelse af, om der virkelig ikke kan drages personalemæssige konsekvenser på ledelsesplan på baggrund af de lovbrud, der bliver påpeget i den eksterne undersøgelse af Mads-sagen. Vi ser gerne et lidt mere ydmyg tilgang til rapporterne. Det er kun et halvt år siden vi fik udleveret en intern undersøgelse fra rådmanden og socialchefen der viste at der ikke var noget at komme efter i Mads-sagen, siger Ango Winther til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se meget mere om den nye udmelding fra S i aften på TV 2 | ØSTJYLLAND. Det er fra klokken 19.30.
TV 2 | ØSTJYLLAND's særlige hjemmeside-del om omsorgssvigt i Århus Kommune.