Russer sigtet for benzin-angreb
43-årig fortsat livsfarligt forbrændt
Den 43-årige russiske mand, der i går blev overhældt med benzin og stærkt forbrændt på Peter Fabers Vej i Viby, er fortsat i livsfare.
En 38-årig russisk mand er anholdt i sagen og fremstilles over middag i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg.
To andre russiske mænd, der blev anholdt sammen med den 38-årige, er løsladt efter nattens afhøringer på politigården i Aarhus, oplyser politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om motiv
Politiet fik i første omgang en melding om et færdselsuheld på Peter Fabers Vej i det vestlige Aarhus, hvor en bil skulle være brudt i brand.
Aarhus Brandvæsen konstaterede, at en person var blevet stærkt forbrændt, og han blev bragt til Skejby Sygehus, hvorfra han blev fløjet til Rigshospitalets Traumecenter.
Opgør mellem russere
Yderligere efterforskning på stedet klarlagde, at der ikke var tale om et trafikuheld, men om en eller anden form for opgør blandt en gruppe russiske mænd.
- Vi har indtil nu kun fået en usammenhængende og forvirrende
forklaring, siger den fungerende vicepolitiinspektør Claus Bo
Danø til Ritzaus Bureau.
- Motivet har vi ikke fået nogen egentlig forklaring på, tilføjer han.