Røveri mod Kvickly
Røvere i gule arbejdsdragter stak af med omsætning
De tilbageværende medarbejdere i en Kvickly-butik i Silkeborg fik sig en særdeles ubehagelig overraskelse kort efter lukketid torsdag aften.
Her kastede to røvere en brosten hårdt mod et vindue ind til et baglokale i butikken. Vinduet smadrede, og røverne trængte ind i det lokale, hvor dagens omsætning lå klar til at blive lagt i et pengeskab.
Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands politi, Gert Høeg. Han oplyser, at røverne var iført orange arbejdsdragter under røveriet.
- Man kommer ind ad vinduet, går direkte hen til det åbne pengeskab, hvor man tager pengene og går igen, siger Gert Høeg.
Han fortæller, at røverne, der stak af med dagens omsætning, ikke truer personalet under røveriet. De to forsvinder efterfølgende ud i bil - en Audi A6 stationcar - hvor en tredje person venter på dem.
Politiet forsøger efterfølgende med hjælp fra en af forsvarets helikoptere at spore bilen, som røverne forsvandt i. Fra luften leder man især efter søjler med røg, siger vagtchefen.
-Tidligere i vores område har vi set, at man er kørt et sted hen, hvor man har dumpet bilen og sat ild til den. Men der blev ikke observeret nogen bilbrand, så den er ikke blevet set endnu, siger han.
Politiet spekulerer i, at røverne har haft kendskab til arbejdsgangene i butikken, da man slog til, idet dagens omsætning skulle ind i butikkens pengeskab.