Røveri mod bank i Låsby

En maskeret mand begik i eftermiddag bankrøveri mod Nordeas filial på Hovedgaden i Låsby.

En maskeret mand truede sig i eftermiddag til 50.000 kroner i Nordeas filial i Låsby.

Gerningsmanden truede kort før klokken to de ansatte med en pistol, hvorefter han fik udleveret pengene og stak af.

Politiet i Skanderborg-Odder beskriver gerningsmanden som 175 centimeter høj og almindelig af bygning. Under røveriet var han iført en mørkeblå jakke og havde en hætte over hovedet, således at kun øjnene var frie.

Umiddelbart efter røveriet løb han udenfor og satte sig ind i en ældre grå Golf, hvor en medgerningsmand ventede på ham. Bilen har registreringsnummer OZ 59 850 og er stjålet i Rønde. Politiet fandt kort tid efter røveriet bilen efterladt i et stisystem nær idrætshallen i Låsby.