Røver truede ansatte med sværd

To pakker Prince og en flaske snaps. Det var udbyttet, da en bevæbnet mand truede de ansatte i supermarked i Viby.

Genrefoto. Foto: Kim Haugaard - Scanpix

En maskeret røver benyttede torsdag aften noget så utraditionelt som et sværd, da han begik røveri i en Super Best-butik på Grøndalsvej i Århus-forstaden Viby.

Ifølge vagtchefen ved Østjyllands Politi forsøgte manden at true sig til kontanter, men fik i stedet udleveret to pakker cigaretter af mærket Prince samt en flaske Krone Akvavit.

Røveriet fandt sted kort før klokken 19.30, men desværre for manden kom han dog ikke til at tilbringe resten af aftenen i selskab med den nyerhvervede flaske snaps. Umiddelbart uden for butikken tabte han nemlig både flasken og en medbragt kasket på jorden.

Røveren beskrives som en cirka 40-årig mand. Han er spinkel af bygning og mellem 170 og 180 centimeter høj. Under røveriet var han iført et mørkegrønt tørklæde, en sort hue og en grøn jakke. Han var desuden malet i ansigtet og virkede usoigneret.

- Noget tyder på, at vi skal finde ham i det lokale misbrugsmiljø, siger politiets vagtchef til TV 2 | ØSTJYLLAND.