Røvede pengeløs bank
Måtte stikke af tomhændet
En pistolbevæbnet mand var på afveje, da han tirsdag eftermiddag gik ind i en bankfilial i Assentoft ved Randers.
Han havde åbenbart ikke på forhånd orienteret sig om, at Nordeas filial ikke ligger inde med kontanter. Derfor fik han intet udbytte.
Sagen er dog alvorlig alligevel, for han truede de ansatte med sit våben.
Nu beder Østjyllands Politi om hjælp fra eventuelle vidner i sagen. Det var et par minutter i lukketid, at den delvist maskerede mand indfandt sig i filialen.
- Han sagde, at han ville have penge, men det havde de ikke, siger vagtchef Peter Hunniche i Østjyllands Politi.
Derefter forlangte han, at de ansatte skulle lukke boksen op for ham. Heller ikke dette ønske blev efterkommet i den pengeløse bank, og derefter forlod manden stedet lidt før klokken 16.
Røverens underansigt var dækket med et hvidt eller gråligt halstørklæde. Desuden var han iført en blå hættetrøje, grå bukser og mørke handsker.
Han beskrives som dansker og ikke særlig høj. Han måler cirka 165 centimeter, lyder politiets signalement.
Flugten gik ad Volk Møllevej, og politiet håber nu, at nogen har set ham enten før eller efter røveriforsøget.