Ringo Starr udsolgt på en time
Billetterne til koncerten med eks-beatlen på Værket blev revet væk
Tirsdag formiddag kl. 11.00 åbnede billetsalget til Ringo Starr And His All Star Band, der i juni giver koncert på Værket i Randers.
- Fans fra hele landet sad i kø ved Værkets billetsalg eller sikrede sig billet via hjemmeside eller telefonisk. Billetterne var væk på lidt over en time, skriver Værket i en pressemeddelelse.
Der er dog stadig mulighed for at komme til den eftertragtede koncert, da artisten har enkelte VIP-pakker til salg, som Værkets billetsalg formidler.
Lidt af et særsyn
Ringo Starr i Danmark er lidt af et særsyn. Han har kun været i landet to gange tidligere: I 1992 og 1998.
Da The Beatles gav deres eneste koncert i Danmark var trommeslageren syg og kunne ikke gå på scenen.
70-årige Starr giver koncert sammen med sit "All Starr Band".