RFC-anfører på medaljejagt
Christian Keller går efter bronzen så længe, den er mulig
Brøndby IF har lagt pres på Randers i kampen om bronzemedaljerne i dette års Superliga. Mange hold er inde i kampen, men Brøndby og Randers' tvekamp har varet længst i denne sæson.
- Så længe, det er en mulighed, går vi efter det. Det ville være dumt andet, siger Randers-anfører Christian Keller til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Bronze-planerne led et lille knæk i sidste spillerunde, da to udvisninger var medvirkende til, at FCM vandt 5-2 over Randers FC, der nu har Kasper Fisker og Mikael Ishak i karantæne.
Se: Todd langer ud efter dommeren
- Det betyder ikke noget. Vi har før manglet andre spillere i andre kampe, og det giver bare nogle nye en chance for at bevise deres værd. Selv om vi selvfølgelig helst vil have, at alle er til rådighed, siger Christian Keller.
Fredag gælder det så kampen mod FC Nordsjælland, der også er begyndt at blande sig i medaljekampen.
- Jeg synes, vi er gode på hjemmebane og får sat de fleste hold under tryk, så det forventer jeg også mod Nordsjælland. Jeg håber og tror, at vi kan gøre det bedre end sidst vi mødte dem på hjemmebane, siger Christian Keller med henvisning til en 0-0-kamp tidligere på sæsonen.
Kampen begynder fredag klokken 18.30, og den kan følges på TV 3 Sport 1.