Rens tagrenden og få en billig bolig

Boligforening vil tilbyde billige lejeboliger til beboere, der er klar til at smøge ærmerne op.

Man skal selv rense tagrenden, klippe hækken og sætte skillevæg op til børneværelset, skriver Politiken fredag. Til gengæld får man en moderne og billig lejebolig.

Sådan lyder konceptet for en ny type almene boliger, der skal gøre det nemmere for yngre enlige og familier at bosætte sig i hovedstadsområdet og i Århus.

Det er boligselskabet KAB, der har fået dispensation fra Velfærdsministeriet til at bygge op mod 6.000 boliger på særlige vilkår.

- Vi vil relancere den almene bolig ved at gøre os spændende overfor nogle befolkningsgrupper, som ellers typisk ville vælge de almene fra, siger KAB-direktør Jesper Nygård til Politiken.

De nye almene boliger bliver masseproduceret, hvilket er med til at holde prisen nede. Dertil kommer, at beboerne selv skal bidrage med mere arbejde end i traditionelle, almene boliger.

Syv kommuner har givet tilsagn om at stille grunde til rådighed for den nye boligtyper, og de første ventes at stå klar i løbet af 2010.