Remco får to dage på bænken

DBU har givet Randers-spilleren karatæne

Foto: Randers FC

Disciplinærudvalget i Dansk Boldspil-Union (DBU) har givet den hollandske fodboldspiller Remco van der Schaaf fra 1. divisionsklubben Randers FC en karantæne på to kampe, oplyser unionen på sin hjemmeside.

Den får den tidligere Brøndby-spiller for at have plantet sin albue i hovedet på Hobro-spilleren Mads Justesen i en ligakamp den 4. september.

Dommeren så ikke selv episoden i kampen, men disciplinærudvalget har af egen drift taget sagen op efter at have set episoden i tv.

 

Udvalget vurderer på baggrund af tv-billederne, at Remco van der Schaaf fjerner blikket fra selve spillet og udelukkende går efter at ramme Justesen i hovedet.

Remco van der Schaaf har allerede undskyldt sin grove opførsel på banen:

- Jeg beklager utroligt meget, at jeg overskred grænsen for tilbørlig optræden. Jeg begik i kampens hede en kæmpe brøler, og jeg vil personligt undskylde Mads Justesen for min alvorlige fejl.

- Min undskyldning går også til Mads' holdkammerater og Hobro som klub, har hollænderen udtalt i en pressemeddelelse.

Randers FC's direktør, Jacob Nielsen, har i samme pressemeddelelse sagt følgende om sagen:

- Randers FC tager stærkt afstand fra Remcos handling, og vi har haft en meget alvorlig samtale med ham i dag, hvor han har undskyldt sin umotiverede handling, som har sat holdet og klubben i et dårligt lys.

Justesen mener, at hollænderen er sluppet lidt for billigt.

- Det er godt, DBU er gået ind i sagen og har straffet ham, men det er lidt billigere, end jeg havde regnet med, siger Justesen til tv2sport.dk.

 

Også Østjyllands politi er gået ind i sagen, men for Justesen er sagen afsluttet, siger han:

- Nu skal jeg bare tænke på, at vi skal slå Brønshøj lørdag.