Rejsedag uden problemer
Få uheld, køer og forsinkelser i juletrafikken
Trafikken har været tæt og togene fyldte. Men både på vejene og togskinnerne er årets største rejsedag forløbet over al forventning.
Sådan lyder meldingen fra Vejdirektoratet og DSB.
- Det er gået fint og over al forventning. Der har ikke været hverken større uheld eller større forsinkelser. Det har kørt ganske problemfrit, siger Torben Kristensen fra Vejdirektoratets informationscenter.
- Der meldes om normal trafik både i Storkøbenhavn, på Vestfyn, hen over Trekantsområdet, Vejle Fjord, og oppe ved Aalborg og Nørresundby og ingen meldinger om kødannelser nogen steder, siger han.
Ifølge Torben Kristensen skyldes den gnidningsfri juletrafik på vejene, at de rejsende har fordelt sig pænt over hele dagen.
- Og så har det også hjulpet, at vi ikke har haft de store mængder sne, som vi havde sidste år, fastslår han.
Alt forløb uden problemer
Omkring 45.000 juleglade mennesker havde købt siddeplads i toget over Storebælt på den store rejsedag. Dertil kommer alle dem, der stod op i toget. Men alt forløb uden problemer, oplyser DSB.
- Desuden har vi leveret rekordmange tog til tiden. Nemlig over 95 procent af togene, der er kørt til tiden, siger Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB.
Når julemaden så er spist, og alle gaverne fordelt, skal alle danskerne jo hjem igen. Traditionelt er den 26. den største hjemrejsedag, men også her forventes trafikken at glide glat.
Blandt andet på færgeoverfarterne til blandt andet Bornholm, Langeland, Fanø og Samsø.
- Intet tyder på, at det vil blive dårligt vejr eller blæser op eller noget, så det er super. Lige nu ser anden juledag også rigtig fornuftig ud med plads på langt de fleste overgange, siger Annette Timmermann, der er pressemedarbejder på Færgen.