Regnen er nu nået Aarhus: 20 mm nedbør på tre timer
En front med regnvejr bevæger sig op gennem Østjylland, og er nu nået til Aarhus, hvor det regner kraftigt kl. 18
Inden for de seneste tre timer har visse steder i Østjylland fået hele 20 mm regn, og uvejret er nu nået så langt nordpå, at Aarhus er ramt. Senere står Randers-kanten for skud.
- Fronten har netop sluppet Horsens-området, og her ved 18-tiden ligger den forholdsvis snævre front henover det østjyske ved Ebeltoft og Aarhus. Det er i bølger, at de kraftige byger kommer, siger vagthavende hos DMI, Marie Timm, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge DMI kan der komme helt op til 8 mm inden for 10 minutter, og i løbet af de seneste tre timer er der lokalt faldet 20 mm regn i den sydlige del af regionen.
- Skybrud når vi nok ikke helt, fordi bygerne holder hurtigt, og fronten bevæger sig nordpå. Men det er meget hidsige og voldsomme byger, vi oplever, forklarer Marie Timm.
Læs også
Prognoser siger, at uvejret slipper Aarhus omkring kl. 20, og så rammes Randers-egnen af regnvejret.
- Fronten er formentlig først helt ude af Østjylland kl. 22, og så er der altså også faldet hen mod 30 mm inden for seks timer, siger den vagthavende.