Regn: Falck fik travlt

Flere oversvømmede kældre hovedsageligt i Aarhus

Foto: Henrik Schwert

Den kraftige regn tirsdag har givet Falck sved på panden.

Til at starte med var meldingen, at der var forholdvis roligt, og at der ikke havde været mange vandskader, men i løbet af aftenen er antallet steget:

- Vi har haft cirka 45 vandrelaterede opgaver i det østjyske, og det har typisk været vand i kældre, siger Thomas Dietz, der er driftsleder hos Falck i Region Midtjylland, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se også: Pas på ude i regnvejret

Det er Aarhus, der har været hårdest ramt af skader - langt størstedelen af skaderne er sket her:

- Vi har haft en tre-fire opgaver ved Horsens, men ellers har det mest været i Aarhus, siger Thomas Dietz.

Falck regner ikke med, at antallet af skader stiger ret meget mere, eftersom at regnen så småt er ved at stilne af. Opgaverne er dog så mange, at Falck ikke kan nå alle opgaver før i morgen.

De kommende dage byder dog også på regn, og ifølge Thomas Dietz er der flere ting, man selv kan gøre for at forebygge skader:

Se også: Mere regn på vej til østjyderne

-Det er vigtigt at man holder afløb rene, så vandet kan få frit afløb, og så er det vigtigt, at man renser tagrenderne. Derudover medfører kraftig regn tit blæst, og så er det vigtigt, at man sikrer de trampoliner, der står rundt om i haverne. Dem har vi dog ikke haft problemer med denne gang, siger han.