Region vil spare på ny og dyr medicin
Region Midtjylland vil spare 55 millioner kroner på ny dyr medicin og nye behandlinger
Det fremgår af et sparekatalog, som blev offentliggjort i går, og det får Kræftens Bekæmpelse til at reagere, oplyser DR Østjylland.
- Hvis man tager de negative briller på, kan man læse det som om, at man vil være tilbageholdende med at give ny medicin, fordi det er billigere at fastholde den gamle medicin, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.
Han mener, at der er brug for en forklaring.
- Vi skal have slået fast, at når der er ny behandling, som virker på patienter i resten af verden, så virker den også på patienter i Region Midtjylland, og så skal patienterne i Region Midtjylland selvfølgelig også have medicinen, siger Leif Vestergaard Pedersen.
Af sparekataloget fremgår det klart, at der vil være nye behandlingstilbud, som ikke indføres som en konsekvens af besparelserne.
- Det vil være en rigtig dum idé at skabe usikkerhed hos de midtjyske patienter om, hvorvidt de får den bedst mulige behandling. Det skal man have i Region Midtjylland, og hvis man bliver usikker på det, så tager patienterne andre steder hen, hvor man ikke skal diskutere, om man skal give den bedst mulige behandling, siger Leif Vestergaard Pedersen.
Men indtil videre har Kræftens Bekæmpelse ikke planer om at blande sig i hørringsfasen vedrørende regionens sparekatalog.
- Vi føler os helt sikre på, at man i Region Midtjylland uanset det her spareforslag overholder sundhedsvæsnets grundlov om, at ny og effektiv behandling skal gives til patienterne. Men vi vil reagere, hvis vi bliver opmærksomme på, at man ikke overholder sundhedsvæsnets grundlov, siger Leif Vestergaard Pedersen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formanden i den arbejdsgruppe, der står bag spareforslaget.
Kilde: DR Østjylland