Rasmus Lauge får nøglerolle mod Algeriet
19-årige Rasmus Lauge fra Bjerringbro-Slkeborg kan mod Algeriet spille sig helt ind på VM-holdet
Han er næsten kun lige stødt til den danske landsholdstrup i Malmø, men der er allerede bud efter håndboldspilleren Rasmus Lauge.
Den 19-årige playmaker fra Bjerringbro-Silkeborg fik knap fire minutter i sin VM-debut mod Serbien, men i onsdagens møde med Algeriet bliver der for alvor brug for hans kompetencer.
- Der er ingen tvivl om, at Rasmus Lauge er den mest kompetente af vores tre playmakere, når det gælder et offensivt forsvar som det, Algeriet spiller, siger landstræner Ulrik Wilbek.
Selv tager stortalentet komplimenterne til sig og håber, at de udmønter sig i spilletid.
- Jeg er jo ikke spillet helt ind i systemerne endnu. Så jo mere spilletid, jeg kan få, jo bedre vil jeg også finde mig til rette på holdet, siger Lauge, der nåede at spille en halv times tid undervejs i de tre testkampe i Danmark inden VM.
Han tager dog ikke for givet, at han får en hovedrolle.
- Hvis vi løser deres forsvar perfekt, uden at jeg er på banen, så skal vi selvfølgelig bare fortsætte. Men med min hurtighed og min styrke i mand-mod-mand-spillet kan jeg måske komme med lidt ekstra, hvis det kniber, siger BSV-spilleren.