Randers-spillere på landsholdet
Udtager to spillere trods nedrykning til 1. division
To spillere fra Randers FC er med i flyet, når det danske ligalandshold i fodbold efter nytår tager på træningslejr i Thailand.
Landstræner Morten Olsen har ellers tidligere klart meldt ud, at han ikke vil have spillere fra den næstbedste fodboldrække på landsholdet.
Siden kronjydernes nedrykning til 1. division har han derfor ikke givet plads til midtbaneprofilen Kasper Lorentzen, når A-landsholdet er blevet udtaget.
Men på ligalandsholdet er landstræneren og hans assistent, Peter Bonde, tilsyneladende klar til at se bort fra de normale principper.
I hvert fald er Kasper Lorentzen og hans klubkammerat i Randers Lasse Rise udtaget til ligalandsholdets træningstur til Thailand.
Foruden de to Randers FC-spillere er også Silkeborg-spillerne
Thorbjørn Holst, Dennis Flinta og Martin Ørnskov samt AC Horsens' Martin Spelmann udtaget til truppen.
Ligalandsholdet er i Thailand fra 10.-23. januar og møder
Norge, Sydkorea samt værtsnationen Thailand.