Randers slipper måske for Agger
Skade kan forhindre debut
Randers' angribere slipper muligvis for at skulle stå over for en af dansk fodbolds allerstørste profiler, når de på søndag møder Brøndby på udebane.
Den nyindkøbte stjernespiller Daniel Agger kæmper nemlig fortsat med den muskelskade, han pådrog sig før landskampen mod Armenien.
Derfor kæmper Brøndby i øjeblikket en kamp mod uret for at få Daniel Agger klar til superligakampen mod Randers.
Agger føler selv, at det går bedre, men han slår fast, at han kun går på banen, hvis benet er 100 procent klar.
- Enten er jeg klar, eller også er jeg ikke klar. Længere er den ikke. Jeg arbejder benhårdt på at blive klar, og jeg både håber og tror også på det, siger han til Ritzau.
Det ventes, at der kommer mellem 25.000 og 26.000 tilskuere på Brøndby Stadion på søndag.
- Selvom der kommer til at være et fyldt stadion på søndag, så er det benet, der bestemmer, om jeg spiller, siger Daniel Agger.
Randers FC ligger inden søndagens kamp på femtepladsen i Superligaen.