Randers Kommune får ansvar for færger
Norddjurs Kommune udtræder i samarbejdet om driften af de to færger på Randers Fjord.
Randers Kommune står fremover for driften af de to færgeruter på Randers Fjord.
Mellerup- og Udbyhøjfærgerne er tidligere blevet drevet i et fællesskab mellem Randers og Norddjurs kommuner.
Men på baggrund af en rapport om færgedriften, der påpegede flere svagheder i et sådant samarbejde, har en gruppe embedsmænd fra de to kommuner foreslået, at kun én af kommunerne skal stå for driften.
Derfor skulle byrådet i Randers mandag aften tage stilling til opløsning af driftsfællesskabet med Norddjurs Kommune samt en betjeningsoverenskomst, der gør Randers Kommune til driftsherre på færgerne.
Det betyder, at Randers Kommune fra nytår overtager både driftsansvar og personaleansvar for de to færger. Medarbejderne ved færgerne vil derfor fremover være ansat af Randers Kommune.
Selve ejerskabet til færgerne, moleanlæg med videre er fortsat delt mellem de to kommuner.
Betjeningsoverenskomsten gælder foreløbig i tre år og kan opsiges af begge kommuner med et års varsel. Det skriver Randers Kommune på sin hjemmeside.