Randers i front i 1. division
Indtager duksepladsen efter ny hjemmesejr
17. sep 2011, kl. 07:43
Mere end 30 dage gammel
Efter en vaklende sæsonstart er Superliga-nedrykkerne fra Randers FC tilsyneladende ved at finde formen.
Fredag aften kunne kronjyderne for tredje kamp i træk sætte tre point på kontoen, da de hjemme på AutoC Park Randers vandt 1-0 over lokalrivalerne fra Viborg.
Sejren blev grundlagt allerede efter 13 minutter, hvor nyindkøbte Ronnie Schwartz elegant udnyttede en lang stikning fra Kasper Lorentzen.
I resten af opgøret formåede kronjyderne at holde gæsterne fra at score, og dermed endte kampen 1-0.
Efter seks runder fører Randers FC nu 1. division. Kronjyderne kan dog miste førstepladsen allerede på søndag, når den anden nedrykker, Esbjerg, på udebane møder Skive.