Randers HK går efter sejren
Skal i aften møde Viborg HK i slutspillets kvartfinale
Der venter i aften en hård opgave for Randers HK, når modstanderen hedder Viborg HK.
De to klubber tørner sammen i den første af to kvartfinaler i slutspillet, og der skal bogstaveligt talt kæmpes, hvis sejren skal gå til Randers.
Det lyder vurderingen fra cheftræner Ulrik Kirkely, der forudser, at kampen bliver afgjort gennem det fysiske spil, som netop Viborg HK er kendt for at mestre:
- Vi er helt bevidste om vores muligheder i kampen, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hvis holdet skal gå videre til semifinalen, kræver det, at spillerne yder en toppræstation.
Randers HK har tidligere i sæsonen både vundet og spillet uafgjort mod Viborg HK, men det betyder ikke,, at Randers HK er favoritter, siger venstreback Sofie Strangholt.
Hun er ligesom cheftræneren overbevist om, at der venter Randers HK en meget svær kamp:
- Selvfølgelig er vi også stærke, men jeg synes, at Viborg har favoritværdigheden, siger Sofie Strangholt.
Hun fortsætter:
- Vi tror på, at vi kan præstere bedre, end vi har gjort langt hen ad sæsonen, så vi tror på en sejr.
Vinderen af de to kampe mellem Randers HK og Viborg HK skal møde med Team Esbjergs kvinder i en semifinale.
Du kan se reaktioner fra Ulrik Kirkely og Sofie Strangholt forud for kampen i videoen øverst i artiklen.