Randers HH får ny trøje
Ny tøjsponsor på plads i Randers
På mandag bliver det afgjort, om Randers HH skal fortsætte i 1. division, eller om kronjyderne bytter plads med Skanderborg Håndbold og dermed snupper en plads i Boxer Herreligaen.
Men uanset resultatet af kampen på mandag, ligger det nu fast, at spillerne fra Randers HH skifter kamptrøje og udstyr.
Klubben har tirsdag offentliggjort, at den har indgået en aftale med en ny tøjsponsor.
Det bliver fra den kommende sæson Salming, der kommer til at stå for kamptøjet sammen med Sport Direct i Randers, der er med i trepartsaftalen, der er gældende fra til sommer.
Salming er oprindeligt et svensk sportsbrand, men den randrusianske erhvervsmand Jan Hørby har købt rettighederne til Salming i Danmark, hvor han har kontor og showroom tæt på Randers.
Randers HH oplyser, at fans og andre interesserede kan købe trøje i de lokale intersport-butikker i Randers.