Randers FC vil shoppe i januar
Har afsat penge til nye spillere
Det koster sommetider penge at tjene penge.
Nogenlunde sådan er devisen tilsyneladende for fodboldklubben Randers FC, der efter sidste års nedrykning kæmper for at vende tilbage til Superligaen.
Ifølge Randers Amtsavis har klubbens bestyrelse afsat et millionbeløb til at forstærke truppen i det transfervindue, der netop er åbnet.
Pengene skal sikre, at klubben ikke bliver i 1. division endnu en sæson.
- Derfor skal man se de penge, vi har afsat på vinterens transfermarked, som en investering, som skal sikre, at vi ikke går glip af den ekstra indtægt, der ligger i at spille i Superligaen i næste sæson. Der er selvfølgelig aldrig den samme sikkerhed som i en almindelig forretning. Men man kan da i hvert fald øge sandsynligheden for det, siger bestyrelsesformand i Randers FC Svend Lynge Jørgensen til avisen.
Randers FC overvintrer på andenpladsen i 1. division. De to øverst placerede klubber rykker op, når sæsonen slutter i juni.