Randers FC vandt sommergyser mod Brøndby

Kronjyderne trak det længste strå i et brag af en Superligakamp på Essex Park Randers. Brøndby blev besejret 3-2.

Med sejren og de tre point sørgede Randers FC for, at sidste sæsons elendige sæsonstart ikke blev gentaget.

I sidste sæson skulle kronjyderne helt ind i december måned, inden de fik den første sejr i Superligaen. I år tog det kun 90 minutter.

Inden de heroisk fightende østjyder kunne løfte armene i triumf, skulle spillerne og de godt 6.600 tilskuere dog hele følelsesregistret igennem.

Igennem det meste af 1. halvleg spillede hjemmeholdet sig frem til en række afslutninger, og allerede efter 15 minutter faldt sæsonens første scoring på Essex Park Randers. Et fremragende indlæg fra unge Ricki Olsen endte for fødderne af Alexander Fischer, der uden at tøve sendte bolden ind bag Brøndbys VM-målmand Stephan Andersen.

I den anden ende formåede gæsterne ikke for alvor at true Randers-forsvaret, og efterhånden som minutterne gik, virkede Brøndby-spillerne mere og mere frustrerede over tingenes tilstand.

Tæt på at øge føringen

Efter pausen fortsatte Randers de gode takter. Indskiftede Yura Movsisyan formåede kort efter pausen at stikke af med direkte kurs mod Brøndby-målet, men desværre for ham og hjemmeholdet kunne han ikke narre Brøndby-keeperen i én-til-én-duellen.

I den anden endte begyndte Brøndby at blive langt farligere. Gæsterne havde bl.a. et skud på overliggeren, inden det 20 minutter efter pausen gik galt for hjemmeholdet. Gæsternes Michael Krohn-Dehli kom højest til et indlæg og pandede bolden i en pæn bue over Randers-målmand David Ousted. Hverken Randers-målmanden eller det kronjyske forsvar så alt for godt ud i dén situation.

Få minutter efter spillede hurtigtløbende og bomstærke Yura Movsisyan sig igen frem til en direkte duel med Brøndby-målmanden, og denne gang trak han det længste strå. Movsisyan løb venstre om den københavnske keeper, inden han snedigt sendte bolden i det modsatte ende af målet.

Desværre for kronjyderne formåede Brøndby atter at svare igen. Randers-målmand David Ousted nedlagde lidt unødvendigt Ousman Jallow i det kriminelle felt, hvorefter Michael Krohn-Dehli kanonerede bolden op i nettaget fra 11 meter-pletten.

Satte tingene på plads

Ingen af de to mandskaber stillede sig tilfredse med uafgjort 2-2. Derfor forsatte kampen i allerhøjeste gear lige til det sidste.

Kampen kunne have gået i begge retninger, men i sidste ende var det Brøndby, der måtte trække nitten. Mikkel Beckmann kronede en flot indsats med en perfekt aflevering til altid hårdtarbejdende Søren Berg, der med en flad afslutning lukkede den medrivende kamp. Opgøret endte dermed 3-2.

Sejren kan der for så vidt ikke indvendes så meget imod. Begge mandskaber spillede en flot kamp, men i den vigtige disciplin at afslutte godt, var Randers FC bedst. Derimod var Brøndby langt mere ineffektive foran mål.

Sejren betyder, at Randers FC allerede efter én kamp har sikret sig tre point. Sidste år skulle kronjyderne langt ind i efteråret, inden de havde skrabet et tilsvarende antal point sammen.

Denne gang lugter det ikke af et forsømt efterår i Randers.