Randers FC får ikke fingre i Junker
Angriberen Mads Junker har besluttet at blive i hollandsk fodbold. Dermed bliver det ikke til en kontrakt med kronjyderne.
Randers FC får ikke papir på den tidligere SAS Liga-topscorer Mads Junker. I hvert fald ikke i denne omgang.
I de seneste uger har der i pressen floreret rygter om, at kronjyderne skulle være stærkt interesserede i den tidligere FC Nordsjælland-spiller. Mads Junker spiller i dag i den hollandske klub Vitesse, hvor han dog nærmest er fast mand på bænken.
På grund af manglende spilletid har han derfor været interesseret i at komme væk fra klubben.
Ifølge Tipsbladet har den 27-årige angriber dog besluttet sig for at blive i Holland. Ved årsskiftet blev træner Hans Westerhof fyret, og klubbens nye træner, Theo Bos, har planer om at give den danske angriber mere spilletid.
- Mads har netop fået at vide af den nye træner, at han gerne vil satse på ham i fremtiden, siger Mads Junkers agent, Karsten Aabrink, til tipsbladet.dk.