Rajko Lekic er fortid i Silkeborg
Lekic: "Pissehårdt at forlade Silkeborg, for at sige det ligeud."
Silkeborg IF's Rajko Lekic er nu officielt fortid i Silkeborg. Han blev tidligt onsdag officielt præsenteret på sin nye tyrkiske klubs hjemmeside, iført sin nye klubtrøje. (Se link i faktaboksen)
Rajko Lekic har skrevet en tre-årig kontrakt med den tyrkiste klub Konyaspor, som ligger i Konya midt inde i Tyrkiet, langt fra de kendte badestrande, som mange danskere frekventerer på charterrejsen.
- At komme til Konyaspor er en kæmpe mulighed for mig, siger Rajko Lekic i en pressemeddelelse fra sin nu forhenværende klub, SIF.
- Det er en stor klub i en god og spændende liga med masser af gang i den på lægterne - og med mange gode spillere og et generelt højt niveau. Det er en liga på vej frem med nogle storehold, og jeg ser helt vildt frem til udfordringen. Men at forlade Silkeborg er pissehårdt for at sige det lige ud - det er en helt mærkelig følelse i maven at skulle væk fra det sted, hvor jeg har haft det bedst både på og uden for banen i hele min karriere, siger SIF-topscoreren og fortsætter:
- Forhandlingerne med Konyaspor er gået hurtigt, men det har været en svær beslutning at skulle sige farvel til Silkeborg. Men sådan er gamet, og det er en stor mulighed for både mig selv og for SIF at sælge mig for et pænt beløb. Jeg kommer til at savne alt omkring SIF - byen, Søholt, spillerne, trænerne, ledelsen og alle omkringholdet. SIF er en helt fantastisk klub at være i, og jeg ønsker selvfølgelig klubben alt det bedste fremover, for jeg er helt klart rød og hvid i hjertet. Jeg har spillet 99 kampe og scoret 71 mål for SIF og hvem ved - måske bliver begge tal højere en dag i fremtiden, lyder det fra Rajko Lekic.
For Silkeborg IF er det naturligvis også en stor beslutning at sælge klubbens topscorer:
- Vi har da haft vores overvejelser omkring et salg af Rajko,men flere faktorer har spillet ind. Vi har slået til på et godt tilbud på en29-årig spiller - som vi har lovet, at vi ikke ville stå i vejen for, hvis derkom et tilbud af en vis størrelse. Vi holder selvfølgelig vores ord og glæder os over, at vi nu for anden gang kan sælge Rajko Lekic for et pænt beløb. Og konstatere, at vi samlet har tjent en god pose penge - og mange mål - på at have Rajko hos os i SIF. Vi siger ham stort tak for indsatsen og ønsker alt muligtheld og lykke i Tyrkiet, siger adm. direktør Kent Madsen i en pressemeddelelse.
Lekic' nye klub Konyaspor var fra 2003-2009 en fast bestanddel af den bedste tyrkiske række, men rykkede sidste sommer ned i den næstbedste. Her blev opholdet dog kun af et års varighed, og Konyaspor er igen at finde i det fineste selskab.
Konyaspor har i øvrigt netop også oprustet med en anden tidligere SIFer, Jonas Troest, der i sommerpausen skiftede hertil fra OB. Også en anden tidligere SIFer, Muhammed Akinci, har optrådt for klubben fra byen Konya, der er en af Tyrkiets største.