Rådmand: Fixerum en succes

SF-politiker bakker op om øget tilskud til fixerum i Aarhus. Dansk Folkeparti er imod

04:09

1 af 2

Det er godt, at Aarhus Kommune nu får flere penge til at drive fixerummet for narkomaner i den centrale del af byen.

Det mener socialrådmand Thomas Medom (SF), efter at et flertal i Folketinget har valgt at afsætte i alt 45 millioner kroner til fixerum i København, Odense og Aarhus.

Det øgede tilskud betyder formentlig, at der i fremtiden er råd til, at fixerummet kan holde åbent alle ugens syv dage.

- Da jeg i sin tid foreslog, at vi skulle have et fixerum i Aarhus Kommune, havde jeg ikke troet, at det skulle blive så stor en succes, siger Thomas Medom i et direkte interview på TV 2 | ØSTJYLLAND fredag aften.

Se: Flere penge til fixerum

I modsætning til Thomas Medom mener rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune Jette Skive (DF) ikke, at det er en god idé at stille et fixerum til rådighed for narkomanerne i Aarhus.

Hun så hellere, at pengene blev brugt på at styrke den præventive indsats.

Ifølge Thomas Medom er dog utopi nogensinde at forhindre narkomani. Derfor er det vigtigt at drive et fixerum.

- Hvis vi fjerner tilskuddet, så vil rummet lukke. Og det vil betyde, at de (narkomanerne, red.) skal ud i cykelkældre, gader, stræder og trappeopgange. Det vil være rigtigt synd, siger han.

I videoen øverst i artiklen kan du se diskussionen mellem Thomas Medom og Jette Skive.