Radikale raser over nedrivning
Overvejer at kræve ejendom genopført
De radikale i Aarhus byråd ikke alene raser over nedrivningen af Mejlgade 37, men truer nu også med at kræve ejendommen genopført.
- Jeg er rystet over, at man kan rive en gammel bevaringsværdig ejendom ned. Nu står der et tomt hul, og jeg er meget bekymret for et eventuelt nybyggeri. Det værste, der kan ske, er, at der bliver opført et byggeri, som strider mod lokalplanens ord om at bevare gadens og arkitekturens særpræg, siger Sander Jensen, formand for de radikale i Aarhus, der selv bor i Mejlgade, i en pressemeddelelse.
- Selvom Mejlgade 37 er blevet erklæret totalskadet eller andet, der eventuelt dispenserer, så skal man holde lokalplanen. Vi er villige til at kræve Mejlgade 37 genopført, så man overholder lokalplanen, der netop er blevet udarbejdet for at undgå nedrivninger og uæstetiske renoveringer i Latinerkvarteret, siger Sander Jensen, der henviser til sagen om Graven 20, som netop blev fredet efter stor politisk debat om nedrivning.
Rabih Azad-Ahmad (R), viceborgmester og byrådsmedlem, vil nu rejse sagen overfor rådmand for teknik og miljø Laura Hay.
- Det er en radikal mærkesag at passe på vores kulturarv i Aarhus. Latinerkvarteret er et følsomt område med bevaringsværdige og fredede bygninger, som vi skal vogte om, siger Rabih Azad-Ahmad.