Radikal kamp om dagpenge
Dagpenge fylder på radikalt landsmøde
Dagpengereformen dominerer debatten ved De Radikales landsmøde på Nyborg Strand, selv om partilederen Morten Østergaard slår fast med syvtommersøm, at partiet ikke forlænger to års dagpenge eller forkorter et års arbejde til at genoptjene dagpenge.
- Lad mig sige det ganske klart: Reformerne - de fortsætter, siger Morten Østergaard i sin tale og fortsætter:
- Fire år på dagpenge er for meget. Og selve reformen, mener jeg, er rigtig og rimelig. Slet og ret, siger Morten Østergaard.
Derimod efterlyser Inge Marie Vester fra Skanderborg mere radikal lydhørhed om dagpengereformen, som De Radikale sammen med VK-regeringen og DF stod fadder til i 2010, og som siden indførelsen i 2011 har redet deres socialdemokratiske regeringspartner som en mare.
- I er nødt til at vise et menneskeligt ansigt, mens dagpengekommissionen arbejder. Jeg vil slutte med et citat af Poul Nyrup: "Kunne vi ikke gøre det lidt bedre?", siger hun.
Mange radikale forstår ikke, at partiet ikke vil flytte et komma i dagpengereformen, men går til valg på at sløjfe 24 års reglen og tilknytningskravet, mener Inge Marie Vester.