Rådhusuret er gået i stå

Et tv-kabel har sat tiden i stå i Aarhus

Tiden er gået i stå. I hvert fald hvis man skal tro rådhusuret i Aarhus. Her har viserne nemlig ikke flyttet sig siden klokken 14.18.

TV 2 og TV 2 | ØSTJYLLAND er i fuld gang med at forberede sig til dækningen af Dronning Margrethes fødselsdag, som skal fejres i Aarhus i morgen. Og det indebærer blandt andet et kamera på toppen af rådhuset.

Se: Her er dronningens rute

Men det er ikke helt nemt at placere et kamera på toppen af byens rådhus - og slet ikke når det blæser.

- TV 2 er kommet til at svinge et kabel omkring den store viser, så jeg har stoppet tiden - og uret - indtil kablet igen kan fjernes, fortæller Henrik Kjærsgaard, der er overmontør på Aarhus Rådhus.

- Det er ikke helt let at få viklet et kabel ud i 50 meters højde. Vi venter lige nu på en kran, som gerne skulle komme indenfor de næste par timer.

Forhåbentlig er kameraet på plads, når TV 2 og TV 2 | ØSTJYLLAND i morgen sender direkte fra dronningens fødselsdagsfest. Se med på TV 2 | ØSTJYLLAND fra kl. 11.10.