R-formand: - Ret ind eller forsvind
De Radikales formand i Århus gider ikke flere angreb på partitoppen. Han vil have arbejdsro - kritikere kan bare smutte.
Ret ind eller forsvind, lyder ordren fra lokalformand i Århus. Det skriver stiften.dk.
- Kritikken af Jelved patetisk. Nu kræver vi arbejdsro. Sådan retter formanden for Det Radikale Venstre i Århus, Sander Jensen, en skarp kritik mod den større og større gruppe radikale, der angriber partiet og Marianne Jelved.
- Hvor er det dog patetisk og partiskadeligt at høre på alle kritikerne, der pludselig stikker hovedet frem fra hver en sten og klager over partiets politik, og kræver Marianne Jelveds afgang.
- De har åbenbart glemt, at det var Naser Khader og Anders Samuelsen, der gang på gang i offentligheden har modarbejdet partiledelsen og partiets politik. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har skullet forsvare især Naser Khaders modstridende udmeldinger over for medlemmer, venner og bekendte. Derfor er det pinligt at være vidne til, at Jelved nu udråbes
til en dårlig leder, der ikke har givet plads til Khader. Han har fået masse af plads, men hans personlighed kunne åbenbart ikke finde plads i Det Radikale Venstre. Især fordi han åbenbart
vil pege på Anders Fogh Rasmussen og dermed acceptere regeringens politik og dens tætte samarbejde med DF, hvilket er et totalt tillidsbrud overfor alt det, som vi radikale græsrødder har kæmpet for siden 2001, siger Sander Jensen.
- De radikale, der i virkeligheden gerne vil i regering med Anders Fogh Rasmussen, synes jeg skal følge med Naser Khader og Anders Samuelsen over i "Venstre light". Bedre nu end senere, så vi slipper for afhoppere midt i folketingsvalget eller de fremtidige byråds- og regionsvalg, siger Sander Jensen.
- Som formand skal jeg være 100 procent sikker på, at vores tillidsfolk bakker op om partiets politik. Og jeg opfordrer kraftigt alle radikale i hele landet til at tone rent flag, så partiet kan få arbejdsro til at danne et alternativt flertal til den nuværende regering, tilføjer Sander Jensen.
Den radikale Århus-formands kritik bakkes op af en samlet bestyrelse i Århus Radikale Vælgerforening, skriver stiften.dk.