Professor: Højrefløjen skal overvåges
Truslen fra yderfløjene skal offentliggøres, mener Aarhus-professor
Afsløringen af et hemmeligt netværk på den politiske højrefløj sammenholdt med massakren i Norge er så ubehagelig, at det bør få Politiets Efterretningstjeneste (PET) til løbende at offentliggøre en vurdering af truslen fra de politiske yderfløje, mener juraprofessor Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus Universitet ifølge Politiken torsdag.
- En sådan vurdering skal sikre, at befolkningen får et afbalanceret billede af truslen fra ekstremister på både højre- og venstrefløjen, men den skal også forsikre offentligheden om, at PET selv er balanceret og ikke kun fokuserer på terrortruslen fra islamister«, siger Jens Vedsted-Hansen til Politiken.
Det drejer sig om den hemmelige organisation ORG, der i sin ledelse tæller flere højreorienterede personer fra Aarhus, deriblandt direktør Jesper Nielsen
. Center for Terroranalyse under PET udsender løbende vurderinger af terrortruslen, men selv om det formelt også skal beskæftige sig med politiske ekstremister, har centrets analyser stort set kun handlet om truslen fra islamiske terrorister.
Juraprofessorens forslag møder opbakning fra flere partier - heriblandt de radikales retsordfører Lone Dybkjær.
- Truslen er lige farlig, hvad enten den kommer fra militante islamister eller fra ekstremister på den danske højre- eller venstrefløj. Derfor skal PET foretage en reel trusselsvurdering, siger Lone Dybkjær til Politiken. Hun er også forbløffet over, at dommen mod politimanden med tilknytning til ORG tilsyneladende ikke fik PET til at foretage en yderligere efterforskning af, hvem der ellers var medlem af netværket.
Også Enhedslistens Line Barfod vil have en bredere vurdering.
- Ideen med trusselsvurderinger og med mere åbenhed fra PET kræver, at åbenheden er reel. At de rent faktisk beskriver, hvilke trusler samfundet står over for. Og hvis de ikke har den højreekstreme vold i Danmark med, selv om vi har set gentagne overfald eksempelvis i Aarhus mod folk fra Enhedslisten og overfald på folk med anden etnisk oprindelse, så er det et problem, siger Line Barfod til Politiken.