Prisen stiger
Lejlighederne tager et nøk opad
Hvis du er på boligjagt i Aarhus, skal du nok have flere penge op af lommen, hvis du skal købe en lejlighed.
Hvis du omvendt overvejer at sælge din lejlighed, så tyder det på, at du kommer hurtigt af med den.
Udbudspriserne på ejerlejligheder i Aarhus Kommune er steget med syv procent siden august sidste år.
Samtidig er liggetiden faldet markant. 20 procent færre dage ligger en ejerlejlighed på boligmarkedet.
Sammenlignet med Randers Kommune er liggetiden kun faldet med 1,1 procent. Det viser nye tal fra Realkreditrådet.
Noget af det, der sætter skub i salget, er den lave rente, som henover sommeren fortsatte nedad. Der giver flere forældre mulighed for et forældrekøb til deres børn i studiebyen.
- Vi ser mange forældrekøb. Forældrene skal ofte trække penge ud af deres egen bolig for at kunne finansiere et køb, og det kan de med den lave rente, fortæller salgschef i Home Egå Torben Rask til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Udbudsprisen i resten af landet er i samme periode steget med 5,9 procent.