Premiere på kæmpe sællert

'Dirty Dancing' har Aarhus-premiere i aften, og den har allerede slået rekord

Når Silas Holst og Mathilde Norholt i aften slår sig løs som Johnny Castle og 'Baby' bliver det for fulde huse i Musikhuset i Aarhus.

- Der er totalt udsolgt. Vi har solgt 40.000 billetter, og så hurtigt har vi aldrig solgt billetter før, siger programchef i Musikhuset Mette Kier til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Musicalen har solgt 175.000 billetter i alt, hvis man medregner salget i København, og hovedrolleindehaver Silas Holst har været med til at booste billetsalget.

- Silas Holsts optræden i 'Vild med dans' har helt sikkert givet billetsalget et løft. Det er i høj grad kvinder, der køber billet til forestillingen, og de er helt vilde med ham, siger Mette Kier.

Der er frigivet enkelte billetter, som Musikhuset troede skulle bruges til lydteknikere, men der er tale om et absolut fåtal. Hvis man er hurtig og heldig kan de erhverves via Musikhuset.dk.

- Vi har glædet os helt vildt til i aften. Nu er det den store aften. Jeg har set den i København, og den lever fuldsstændig op til forventningerne, siger Mette Kier.