Postkasselov gør sundere
Mange får mere motion, konstaterer sportsfirma
Hold da op med at kritisere den nye postkasselov, der betyder at danskerne skal ud til hækken eller ned i trappeopgangen for at hente post. Det er et stort skridt for folkesundheden, at så mange danskere nu får en lille smule motion hver dag, mener man hos sportsudstyrfirmaet Sportigan.
Sportigan vejleder motionslystne danskere under parolen 'Gør din krop en tjeneste', som er udviklet i samarbejde med bureauet Zupa Recommended i Århus. Budskabet kommer altid uden moralisering, men med masser af motivation og glimt i øjet
- Det glæder mig, at Post Danmark så markant tager vores koncept 'Gør din krop en tjeneste' alvorligt og handler på det. Vi ved, at mange har et nytårsforsæt, der hedder mere motion i 2012. Men vi ved også, at en del har brug for et ekstra skub i ryggen for faktisk at komme ud af døren. Det skub giver Post Danmark nu ved at tvinge os til fortovskanten for at hente vores post, siger administrerende direktør i Sportigan Knud Erik Andersen i en pressemeddelelse.
- Vores motionsmæssige mantra er, at selv lidt er fedt. De små ture op ad trappen på jobbet, gåturene med hunden eller når du letter bagdelen for at skifte kanal og lader fjernbetjeningen ligge - også de små ting betyder noget, hvis man vil have et sundere liv. At forlænge turen til postkassen er den bedste gave danskerne kunne få; dels får vi ikke noget valg, hvis vi vil have vores post, og dels er ruten let at øge for alle os, der vil i bedre form, siger Knud Erik Andersen.
En enkelt ting nager dog Sportigan. Det er den motion de stakkels postbude går glip af fra 2. januar, når de mister skridtene fra fortov til hoveddør hjemme hos danskerne. Det bliver til mange kilometer på årsbasis og potentielt dårligere kondital for landets røde bude.