Politiet rykker ind på kaserne
Kriminalteknikere indtager militærbygninger
28 kriminalteknikere og 14 it-specialister bliver samlet i et center på den nedlagte Randers Kaserne.
Det står fast, efter at Rigspolitiet ifølge Randers Amtsavis har besluttet at placere Kriminalteknisk Center Nord i de tidligere miltærbygninger i det nordlige Randers.
Arbejdet med at finde en egnet placering har stået på siden 2007, hvor politireformen og udvidelser gjorde pladsen på politigården i Aarhus for trang.
Sidste år besluttede Rigspolitiet, at centret skal ligge i Randers, men det er altså først nu, at den præcise placering er faldet på plads.
- Det ligger godt, det er flotte bygninger, og vi starter fra scratch, så vi kan få det som vi gerne vil have det, inden for de økonomisk givne rammer, selvfølgelig, siger politiinspektør og chef for Kriminalteknisk Center Jørn Gravesen til Randers Amtsavis.