Politiet efterlyser 17-årig pige

Østjyllands Politi efterlyser en 17-årige pige, som onsdag forlod Helgenæs Naturefterskole i nedtrykt tilstand

Foto: Google Maps

Østjyllands Politi håber på hjælp fra offentligheden med at finde en 17-årig pige, der onsdag omkring klokken 14.00 forlod Helgenæs Naturefterskole på Djursland.

Ifølge Østjyllands Politi var pigen nedtrykt, da hun cyklede fra efterskolen på en hvid mountainbike med sorte og røde stafferinger.

Østjyllands Politi har en formodning om, at hun kan have besøgt et bibliotek.

- Noget tyder på, at hun kortvarigt i formiddags har været på de sociale medier, som hun kan have besøgt via et bibliotek.

- Vi vil gerne have, hvis borgerne på Djursland, især i området omkring Rønde, lige tjekker deres haver og udhuse, om hun måske kan være der, siger vagtchef Jes Frederiksen fra Østjyllands Politi.

Den 17-årige medbragte en guitarkasse indeholdende blandt andet en sovepose, da hun forlod Helgenæs Naturefterskole.

OPDATERING: Den 17-årige pige blev torsdag sidst på eftermiddagen fundet i god behold. Af hensyn til pigen har TV 2 | ØSTJYLLAND valgt at fjerne personlige oplysninger om hende fra denne artikel.

Se: 17-årig fundet i god behold