Politiet advarer mod Facebook-misbrug

Efter flere episoder med offentlig mobning er politiet i gang med at advare unge om brugen af Facebook

En dreng fra Odder blev hængt ud på en hadeside på Facebook, og en mindreårige pige blev udstillet med teksten "100 procent luder" på en falsk Facebook-profil. Det skriver DR Østjylland.

Derfor er Østjyllands Politi nu på turne, for at advare om konsekvenserne ved brug og misbrug af Facebook.

- De unge skal passe på deres passwords, dem skal de ikke gå og sprede til Gud og hver mand. Det er én ting. De skal lade være med at lade sig filme midt i seksuelle handlinger, og de skal tænke sig om, hvis de begynder at skrive noget ondt om andre, siger leder af it-kriminalitetsafdelingen hos Østjyllands Politi, Lars Jung til DR Østjylland.

Lige nu besøger politiet skoler i Favrskov og Aarhus, hvor det er eleverne i 8. klasse, der får opmærksomheden.

- Det, der er straftbart med hensyn til Facebook, det er jo for eksempel det med at lægge film og billeder ud af personer uden deres samtykke, hvis de er i en meget privat situation. Det andet er, hvis man udsætter nogen for trusler, og det er både på grund af race, hudfarve eller anden seksuel orientering. Det er også strafbart, siger Lars Jung.

Hver måned bliver der lige nu lagt 2,5 milliarder billeder på Facebook.